Nemoland

Nemolands Historie

Café Nemoland har i den grad forandret sig med tiden. Vi er gået fra at være en besat, underjordisk skydebane til et snusket værtshus, til i dag at være en café, bar, restaurant og spillested med plads til alle.

Bullshit MC

Nemoland var i starten på det nærmeste et hul i jorden. I første halvdel af denne periode, styrede Bullshit MC på værtshuset Nemo.
Nogen vil mene, at Bullshit ikke var en rigtig “MC KLUB”, men derimod var individualiser med hver sin drøm om et liv over “tegneserieniveauet”. Bullshits medlemmer omfattede adskillige markante personligheder hvoraf mange af dem i dag lever efter sigende et roligt familieliv uden for Fristaden.

Bullshit MC ryger på porten og borgerskabet sejrer

Grænsen var dog nået, da Bullshits “forretninger” ude i byen, i sådan grad påvirkede livet på hele Christiania med vold, skudepisoder, drab og ligskænding. Det ville Christianitterne ikke finde sig i og vedtog ved et kort fællesmøde at sætte Bullshit MC på porten og sådan blev det.
To store personligheder kvitterede for denne gestus, ved at påbegynde en gennemgribende omstrukturering af værtshuset Nemo. I sagens natur var der fotoforbud på og omkring hele værtshuset – ingen havde noget ønske om at blive foreviget i sin kojakke med den skidende tyr på ryggen.

Nye tider

Værtshuset Nemo tog rent ud sagt en “kovending”. Græsmarken foran Nemo blev ryddet og planeret, og man kunne opleve den berømte Christiania maler KAZMIR, som har malet mange jubilæumsbilleder for Christiania. Nemo var nu blevet stedet, hvor man selv uden penge på lommen kunne komme og hygge sig. Der blev ofte afholdt forskellige tema-fester med live-musik, og altid med gratis adgang.
I slutningen af perioden var “hullet i jorden” blevet til det, vi i dag kender som Cafe Nemoland, hvor kun nogle få administrative forhold manglede at blive bragt i en sådan orden, at myndighederne uden for plankeværket anerkendte Nemoland.

Alt i alt en periode hvor rockerskabet blev udskiftet med borgerskabet.